BRAMSEJLSKONNERTEN MAJA KLIPPER SNOREN MELLEM MOLERNE

Når Hvide Sande søndag den. 30. juni afholder Åben Havn og fejrer færdiggørelsen af mole- og havneudvidelsen til 148 millioner kroner, klippes snoren mellem molerne officielt af Bramsejlskonnerten Maja kl. 11.30, og efterfølges af en flotille af redningsbåde, fiskekuttere, et inspektionsskib og en sandpumper.

”Det bliver et fantastisk, spektakulært og imponerende skue af alskens skibsfartøjer” oplyser tovholder på Åben Havn programmet Henning Davidsen. Han oplyser, at den officielle del af programmet kommer til at foregå, på den ny anlagte Vesthavnskaj, Fabriksvej på Nordhavnen, og at alle er meget velkomne. Dagens program indledes kl. 11.00 med taler af bl.a. formanden for Hvide Sande Havn, Borgmester Iver Enevoldsen og Trafikminister Henrik Dam Kristensen efterfulgt af sang af Shantykoret Capstan.

Herefter står Åben Havn programmet på fiskeauktion i familievenlige portioner, Monna Kræ Mose & Co.´s fiskekøkken hvor sulten kan stilles med hjemmelavede friskstegte fiskefrikadeller og fiskefileter, havnerundture med Bramsejlskonnerten Maja, besøg ombord på fiskefartøjer, redningsbåd, inspektionsskib og en sandpumper m.m.

HVIDE SANDE HAVN ER RUSTET OG KLÆDT PÅ TIL FREMTIDEN

To års arbejde til en samlet pris på i alt 148 millioner kroner, har resulteret i en forlængelse af nordmolen og en helt ny sydmole på cirka 700 meter. En kysttilbagetrækning ved nordmolen ved fjernelse af 1.200.000 kubikmeter sand har fundet sted, og besejlingsforholdene i Hvide sande Havn er blevet forbedret, fra en dybde på cirka fire meter til nu godt seks meter. Herudover er der anlagt en ny Vesthavnskaj på 150 meter med henblik på håndtering af fremtidig godstransport og offshore vind aktiviteter.

Det er Hvide Sande Havn, Foreningen Havnen, Maritim Viden og Holmsland Klit Turistforening som i samarbejde arrangerer ”Hvide Sande Åben Havn med fokus på færdiggørelsen af mole- og havneudvidelsen søndag den 30. juni.

For yderligere oplysninger kontakt:
Tovholder Henning Davidsen mobil: 40 89 11 66.