Hvide Sande Havn kan med glæde fortælle, at MHI Vestas har valgt havnen som operations havn, i forbindelse med etablering af den 406 MW store vindmøllepark, Horns Rev 3, som Vattenfall Vindkraft i begyndelsen af 2015, fik koncession på opførelse og drift af.

Den geografiske placering af Horns Rev 3 bliver ca. 33 km Vest -Sydvest for Hvide Sande, mens afstanden til Esbjerg er ca. 55 km. Dette gør at Hvide Sande Havn er den nærmeste og mest oplagte havn at benytte som udgangspunkt, når mandskabet skal sejles ud for montage og opstilling af de 49 V164-8.0 MW MHI Vestas turbiner, der skal udgøre vindmølleparken.

Hvide Sande Havn har udlejet havneareal og kaj faciliteter til MHI Vestas, som ønsker at etablere administrationslokaler på havnen, samt benytte havnen som udgangspunkt for 3 transportfartøjer til mandskabet.

I perioden fra sommeren 2018 til foråret 2019, vil der være tilknyttet op til 40 personer til dette projekt, som alle vil blive indkvarteret i Hvide Sande.

Den indgåede aftale med MHI Vestas, er den første større kontrakt som Hvide Sande Havn har indgået i forbindelse med etableringen af Horns Rev 3.

”Vi er rigtig glade for den tillid MHI Vestas har vist os. Vi forventer at denne aftale er den første af flere aftaler, med de underleverandører, der vil blive tilknyttet opførelsen af Horns Rev 3. Dermed ser vi frem til øget aktivitet og omsætning i hele lokalområdet i perioden, hvor etableringen finder sted.

Vi har naturligvis også et håb om at havnen vil blive benyttet som servicehavn i tiden efter opførelsen, hvor Vindmølleparken skal serviceres og vedligeholdes.” udtaler havnedirektør Steen Davidsen.