HVIDE SANDE HAVN – FISKEAUKTION

Hvide Sande Fiskeauktion, der er en del af Danske Fiskeauktioner A/S, råder over en moderne auktionshal med kølerum på 1400 kvadratmeter inde i auktionshallen. Herfra bliver al konsumfisk solgt, hvilket sikrer en meget høj kvalitet. Fisk fra Hvide Sande er efterspurgte og værdsatte over hele Europa.

Auktionen foregår på internettet, hvor over 100 opkøbere fra hele Europa hver morgen fra klokken 7 byder på de landede fangster.

En stor del af landingerne til auktionen er søpakkede, ferske fisk. Det vil sige fisk, som bliver sorteret, renset og iset om bord på kutterne. På nogle fartøjer forsynes fiskekasserne med mærkater med oplysninger om fangstdato, fangststed og vægt. Oplysningerne følger fangsterne helt til fiskehandlerne eller til ompakning hos eksportøren.

Hvide Sande Fiskeauktion / Danske Fiskeauktioner A/S er certificeret til at sælge en række konsumfiskearter under MSC – Marine Stewardship Council. MSC-certificeringen sikrer, at fangsterne stammer fra et bæredygtigt fiskeri og at fisken kan spores hele vejen fra fiskekutter til forbruger.

lÆS MERE www.danskefiskeauktioner.dk